Innovative teknologier og et enormt energipotentiale kan gøre bølgeenergi til den næste globale energitrend. Det får nu den globale kabelproducent NKT til at udvikle specialdesignede kabler, der kan holde til det hårde, maritime miljø. NKT tester netop nu de innovative lav-og mellemspændingskabler i et ambitiøst pilotprojekt i Norge i samarbejde med det svenske firma Waves4Power, der har udviklet det specialdesignede bølgekraftanlæg.
Havets energipotentiale
I 2050 forventer EU, at bølgeenergi dækker 15 % af det europæiske forbrug, og Det Internationale Energiagentur vurderer det globale potentiale i bølgeenergi til 80.000 TWh, hvilket kan dække det globale energibehov.
Potentialet i bølgeenergi er meget stort, og som en af verdens førende kabelproducenter er det naturligt, at vi indgår partnerskaber med de innovatører, som driver udviklingen af bølgeenergi. I NKT forsøger vi altid at gå forrest og udvikle kabler, der møder fremtidens behov for effektiv og bæredygtig energitransmission. Derfor er det også oplagt at være med som partner i dette ambitiøse projekt, siger Frida Norrbom Sams, Executive Vice President og Head of Applications, der omfatter lav- og mellemspændingskabler i NKT.
NKT har til pilotprojektet udviklet et unikt 1 kV-kabel, der er ekstremt dynamisk samt et 24 kV semidynamisk eksportkabel, som transporterer den producerede energi fra projektets bølgegenerator til land. Kablerne er udover live-testen også ved at blive testet i højspændingslaboratoriet hos RISE Institute of Sweden i samarbejde med Chalmers Tekniska Högskola.
Dynamisk innovation til hårdt miljø
Det kræver nye teknologier, hvis fremtidens grønne energi skal komme fra bølger, og netop nu tester flere virksomheder teknologier til bølgekraft. En af udfordringerne er det hårde havmiljø, der stiller store krav til alle dele af anlæggene. Netop fleksibilitet og holdbarbed har været centralt for NKT i udviklingen af de nye kabler.
Det nye 1 kV-kabel er ekstremt dynamisk og kan holde til de mange bøjninger, som bølgerne konstant genererer, og er udviklet med baggrund i vores erfaring fra fleksible industri- og universalkabler. Kablet har en kerne af tre kobberledere og lav mekanisk friktion. I forhold til normale offshore-kabler har kablet ikke en skærm, men er forstærket med aramid-garn. Det betyder, at kablet er meget fleksibelt og modstandsdygtigt, forklarer Frida Norrbom Sams.
I juni 2017 blev anlægget koblet til det lokale norske elnet og leverede de første kW, da det semidynamiske 24 kV eksportkabel blev tilsluttet.
Faktaboks: Waves4Power
Den svenske virksomhed Waves4Power har i samarbejde med partner som NKT, Siemens, Jotun, Parker og Petronas udviklet et bølgekraftanlæg, der testes ud for den norske nordvestkyst.
- Anlægget består af en bøje med et indbygget stempel, som genererer energi fra bølgernes bevægelse
- Det dynamiske 1 kV-kabel fra NKT transporterer herefter energien til en collection hub med en transformer
- Her bliver strømmen hævet til 22 kV, så energien kan integreres i det norske elnet
- Den producerede energi transporteres fra transformeren til land via et semidynamisk 24 kV kabel fra NKT
Bølgesystemet er skalerbart og kan nemt udvides med flere energiproducerende bøjer og collection hubs. Pilotprojektet i Norge blev officielt åbnet i september 2017.